Politiet gennemfører i perioden 23. januar til 29. januar 2023 en målrettet indsats mod bløde trafikanter med primært fokus på cyklister og knallertkørere.
Bløde trafikanter udgør en betydelig del af de dræbte og tilskadekomne i trafikken, og de er mere udsat for alvorlige skader, når de er involveret i trafikulykker. I 2021 blev 25 cyklister og 5 knallertførere dræbt i trafikken, hvor yderligere 828 cyklister og 187 knallertførere kom til skade. I en del af ulykkerne var risikobetonet adfærd hos cyklister og knallertkørere en medvirkende årsag.
Hvis en knallert kører for stærkt, udgør det en væsentlig risiko for føreren selv og for medtrafikanterne. Samtidig skaber høj hastighed ofte utryghed for cyklister og gående på cykelstier og gangstier, hvor støjgener også er en faktor, som er til irritation for omkringboende.
Hvorfor indsats mod cyklister og knallerter?
• Bløde trafikanter er mere udsat for alvorlige skader eller død i ulykker.
• Nogle cyklister og knallertkørere kører over for rødt lys, kører på fortove i fodgængerfelter og tager ikke hensyn til andre trafikanter.
• Ulovlige knallerter udgør en væsentlig risiko for føreren selv og andre.
• Ulovlige knallerter skaber utryghed på gangstier i boligområder, hvor beboerne også generes af støj.