Skal dit barn snart starte i skole efter sommerferien eller året efter? Har du læst om Nykøbing Falster Realskole?
I dag finder man samtidigt et tydeligt fokus på den enkelte elevs trivsel, personlige og sociale udvikling – en udvikling der sker i et tæt samarbejde mellem skole og hjem. Trivsel er det fundament, som fagligheden bygger på. Vi arbejder derfor målrettet mod at udvikle et trygt samspil i relationen mellem barn og voksen, og et trygt læringsrum er centralt for os. Vi værner om retten til, at den enkelte kan definere sig selv indenfor fællesskabets rammer.
Skolens sigte er at være uddannelsesforberedende, således at eleverne er klar til en ungdomsuddannelse, hvor de evner at tage vare på egne interesser og ansvar for egen arbejdsindsats.
Nykøbing Falster Realskole har stor fokus på det naturvidenskabelige område, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem grønt flag, skakundervisning i matematiktimer samt flere naturvidenskabelige timer. De har derudover adskillige initiativer til børn med særlige forudsætninger Digitalisering og digital dannelse er blandt de områder, der gennem de senere år har været med til at præge skolens udvikling.
Således er Nykøbing F. Realskole en skole, hvor samtaler med elever og forældre samt trivselsundersøgelser og afgangsprøver viser, at elever på Realskolen trives og modtager undervisning, der udfolder deres potentiale.
Førskole
I førskolen lægger de vægt på at skabe rammer, som giver gode betingelser for, at barnet falder godt til blandt nye kammerater og nye voksne.
Hensigten med førskolen er at skabe en blød og tryg overgang mellem børnehave og skole. Børnene har i førskolen mulighed for at skabe relationer til nye klassekammerater i frie rammer. I ro og mag vil børnene få kendskab til Nykøbing F. Realskoles fysiske rammer, og snart vil de kunne føle sig hjemme på skolen. De voksne planlægger aktiviteter, som understøtter og motiverer børnene til leg og fællesskab. Der vil altid være en voksen, når børnene færdes på udearealerne.
Førskolebørnene kaldes på Nykøbing F. Realskole Smørblomsterne. SFO’ens hus, Smørhullet, skaber rammerne om førskoletiden. Personalet, der er tilknyttet førskolen, er det samme personale, som er tilknyttet SFO’en. Dermed bliver Smørblomsterne samtidigt trygge ved deres hverdag i SFO’en.
Samarbejdet mellem skole og hjem
Der bliver afholdt fælles informationsmøde i januar måned forud for førskolestart. Forældrene bliver desuden inviteret til en forældresamtale før førskolestart. Samtalen giver mulighed for, at forældrene fortroligt kan fortælle om deres barn, så skolen har den fornødne baggrundsviden, inden barnet starter. Før sommerferien vil der igen være en forældresamtale, hvor der gives tilbagemelding på barnets tid i førskolen.
Desuden bliver der afholdt en familieaften i april med fællesspisning. Her vil forældrene møde de øvrige forældre og deres børn. Til dette arrangement vælges blandt forældrene repræsentanter til SFO’ens forældreråd.
Der bliver dagligt kort berettet om dagens forløb og de aktiviteter der har været for børnene på Tabulex.
Aflevering og afhentning af dit barn
Vi er meget opmærksomme på, at der skal være en rar stemning, når barnet afleveres om morgenen. Et vellykket ”farvel” til mor og far og et ”goddag” til skolen har stor betydning for barnets oplevelse resten af dagen.
Praktiske oplysninger
- Barnet skal senest være i Smørhullet kl. 08.30, hvor dagen begynder. Skoledagen slutter kl. 13.30, dog slutter skoledagen om fredagen kl. 11.30.
- Der skal gives besked via Tabulex om morgenen og inden kl. 8.00, hvis barnet ikke kommer i førskole.
- Barnet skal have madpakke med, som spises kl. 11.15. Skolen sørger for mælk og vand.
- Der skal altid være passende overtøj, skiftetøj og hjemmesko ved elevens garderobeplads. Desuden anbefales det, at der skrives navn på alle barnets ejendele.
- Foruden de faste daglige aktiviteter i Smørhullet og på legepladsen benyttes gymnastiksalen jævnligt til rytmik og bevægelseslege.
- Smørblomsterne deltager i Indskolingens morgensamling i Apotekerhuset.
- En dag om ugen mødes Smørblomsterne i Apotekerhuset med børnehaveklasselærere, hvor der fokuseres på sproglig opmærksomhed.
- Smørblomsterne har en ugentlig tur dag.
Kilde: Nykøbing Falster Realskole