Ved Nykøbing Falster Hallerne i Nykøbing F står Lise Rings glasfiberskulptur Pige på bom, opstillet i 1986. Sammen med Gerhard Hennings skulptur Moderne pige og Knud Nellemoses Nøgen ung mand, hylder de den nøgne krop som et billede på en sund sjæl i en sund krop.

 

Om Pige på bom

Billedhugger Lise Ring (født 1936) har en forkærlighed for kvinder og dyr i sine motiver. Pige på bom er et eksempel på Rings let forståelige og monumentale menneskefigurer. Pigen med de frodige former balancerer på en lille bom af cement. Hun holder hænderne ud til siden for at holde balancen. Hun er overraskende stor i forhold til bommen. Med et humoristisk glimt i øjet spørger Ring, hvordan idealkvinden bør se ud.

Skulpturen er blevet til i 1970’erne og dermed i en periode, hvor kvinders rolle ændrede sig. De kom ud på arbejdsmarkedet, og man begyndte at diskutere ligestilling og ligeløn, som man stadigvæk gør. Samtidig tog kvinderne magten over deres egen krop og seksualitet.

Ring deltog i den kunstpolitiske debat dengang for at fremme kunstneres forhold. Især gik hun ind i debatten i forhold til de kvindelige kunstnere. Pige på bom blev oprindeligt skabt til en udstillingen “kvindekunst” i 1976 i København.

Samme år nævnte Lise Ring, at det faktum, at der overhovedet findes en sammenslutning for kvindelige kunstnere, er et udtryk for diskrimination.

 

Kunstner: Lise Ring (dansk, født 1936)

Titel: Pige på bom, 1976. (Malet glasfiber og cement. Højde: 4,5 m. fra 1986)

Placering: Nørre Boulevard 4A

Foto ABW