I anledning af Lolland-Falsters Folketidendes 150 års jubilæum kan du nu møde forfatteren bag jubilæumsbogen ‘Det stod i Folketidende’
Til oktober fylder Lolland-Falsters Folketidende fylder 150 år.
Det markeres blandt andet med udgivelsen af jubilæumsbogen ”Det stod i Folketidende”, der rummer en lang række nedslag i begivenheder på Lolland-Falster gennem 150 år.
Nu kan du møde forfatteren bag værket, Ole C. Jørgensen, der har haft en lang karriere i dansk dagspresse fra han i 1963 gik i journalistisk mesterlære på Randers Amtsavis og efterfølgende har virket som journalist, redaktionssekretær og udgiveredaktør på forskellige aviser i provinsen.
Folketidende indbyder nemlig i samarbejde med Guldborgsund-bibliotekerne og Tilflytter Guldborgsund, Guldborgsund Kommune til foredrag, hvor Ole C. Jørgensen fortæller om sit arbejde med jubilæumsbogen og mødet med Lolland-Falsters historie. Der vil også være rig mulighed for at stille spørgsmål til det store historiske arbejde der ligger bag bogens tilblivelse.
Om forfatteren
Fra 1986 var han ansvarshavende chefredaktør på Næstved Tidende, fra 1988 ansvarshavende chefredaktør og direktør på Randers Amtsavis og i årene 1999-2006 topchef på Fyns Amts Avis. I de efterfølgende år var han bestyrelsesformand for Fynske Medier og styrelsesmedlem i Jyllands-Postens Fond.
Som forfatter har han stået bag ”Beretningen om De Danske Aviser 1992-2021”, ”V-regeringernes tid”, ”Jyllands-Posten mod resten af verden” – og nu senest ”Det stod i Folketidende”.
Det foregår den 04.10.23 klokken 19.00-21.00 på Hovedbiblioteket, Rosenvænget 17,1. 4800 Nykøbing F
Billetter
Arrangementet er gratis, men du skal booke en billet. Det kan du gøre via linket her på siden eller på biblioteket. I anledning af Folketidendes fødselsdag, bydes der også på kaffe og kage.