Lær at bruge kål i din hverdag og opnå en sundere livsstil – og få samtidig en aften i fællesskab med andre

Kom med til en spændende aften, hvor du lærer at bruge kål i din hverdag – og samtidig også får smagt nogle lækre kålretter, som elever fra CELF har kreeret på baggrund af kogebogen “Kålhydrater – gør kål på overvægt, insulinresistens og sukkertrang”.

Medforfatter til kogebogen, Anette Sams, holder et spændende oplæg efter spisningen, som tager udgangspunkt i bogen, som hun har skrevet sammen med Jane Faerber.

Blandt alle verdens grøntsager løber kål med guldet. Hør om hvorfor og få inspiration til at få flere kålhydrater ind i dit liv. Med et nytænkende indblik i både kålens og kroppens biologi, viser Anette, hvorfor kulhydrat fra kål har den diametralt modsatte virkning på kroppen end de raffinerede kulhydrater i fx pasta, brød og sukker. Kål er suveræn på alle måder, og ved at erstatte forarbejdede kulhydrater med kålhydrater, fodrer I mikroorganismerne hele vejen igennem tarmsystemet, så I får et stabilt blodsukker, et balanceret immunsystem og et aktivt hormonsystem.

Kort sagt: Udskift raffinerede kulhydrater med kålhydrater, og opbyg en vital og modstandsdygtig krop. Det er samtidig opskriften, der vrister jer fri af insulinresistens, overvægt og livsstilssygdomme. Og så er kål bæredygtig, fordi den kan dyrkes herhjemme.

Anette fortæller også om kål sammenlignet med Wegovi og hendes viden om sundhed generelt.

Om foredragsholder
Anette er forfatter, Ph.D., farmaceut, forsker og leder og har stor fokus at gøre Danmark sundere ved at ændre vores syn på sundhed radikalt. Vi skal droppe kalorietælling, sygdomsfokus, restriktion og samvittighed, og i stedet fokusere på opdagelsen af vores vildt fascinerende biologi, som hver dag gør sit ypperste for os – når vi giver den lov.

Det foregår d. 31.10.24 klokken 17-21 på Hovedbiblioteket.

Billetter
Arrangementet er gratis og er støttet af Europe Direct Sjælland. Det er vigtigt, at man kommer, hvis man har booket en billet – eller sørger for – helst senest dagen i forvejen – at afmelde sin billet ved at skrive en mail til nyfac@guldborgsund.dk, så vi undgår madspild eller at en anden kan gøre brug af billetten.

Der er sidste tilmeldingsfrist senest onsdag den 23. oktober af hensyn til indkøb af råvarer.

Bestil billetter 

Kilde

Foto: ABW