Guldborgsund Kommune har gennemført flere områdefornyelser, men aldrig i så lille skala, som kommunen nu gerne vil afprøve i landsbyen Skelby på Sydfalster. Her skal der drages erfaringer til brug for det videre arbejde med strategisk landsbyudvikling.
Områdefornyelse i mikroskala. Det er på tegnebrættet i Guldborgsund Kommune, som vil gennemføre kommunens første områdefornyelse i en landsby.
Landsbyen, der er udpeget, er Skelby på det sydlige Falster.
Her er indbyggerne kernen i områdefornyelsen eller landsbyfornyelsen, som en områdefornyelse i den skala også kan hedde.
– “Det er vigtigt for os at udvikle vores landdistrikter og gøre dem attraktive at bo og bosætte sig i. Derfor afsøger vi også nye muligheder for, hvordan vi bedst udvikler vores landsbyer for at gøre dem attraktive – og en mulighed kunne være en områdefornyelse. Det vil vi gerne afprøve effekten af, og derfor er vi rigtigt glade for, at borgerne i byen viser stor opbakning til projektet og til selv at være en aktiv del af projektet. Borgerne er kernen i at få skabt de rigtige og langtidsholdbare indsatser”, siger udvalgsformand for Teknik, Klima og Miljøudvalget Annemette S. Johnsen.
Guldborgsund Kommune har siden foråret holdt flere borgermøder og holdt møder med flere ressourcegrupper for at blive helt skarpe på, hvilke initiativer, borgerne mener har den største effekt for livet i landsbyen.
– “Selvom landsbyen ikke er stor, så rummer den flere potentialer. Så det har været rigtigt spændende at høre borgernes syn på potentialer, og holde dem op mod de potentialer, vi som administration har udpeget”, siger projektleder for områdefornyelsen Christian Broen.
Planerne for en kommende områdefornyelse blev for nyligt præsenteret af ressourcegrupperne på et borgermøde.
Her blev der blandt andet lagt op til:
- Forvandling af landsbyens sportsplads til blandt andet at huse mere vild natur, et madpakkehus og en mindre fodboldbane til glæde for byens borgere.
- Trafikforanstalninger til nedsættelse af fart.
- Løft af forsamlingshus med nye varmepumper og et nyt handicaptoilet.
- Anlæggelse af plads med borde og bænke og cykelservicestation, hvor cykelturister kan få luft i dækkene.
En af de borgere, der har været med siden de spæde ideer blev drøftet i foråret, er formand for Skelby Forsamlingshus Per Skov Mortensen.
– “Jeg er utrolig glad for at Skelby kommer i spil til en landsbyfornyelse. Hen over sommeren har vi i projektets ressourcegruppe haft en konstruktiv dialog – vi er ikke altid enige, men vi kommer langt, når vi taler sammen, og vi har landet nogle fælles erkendelser, som jeg håber at vi kan holde fast i”, siger Per Skov Mortensen.
Planerne for en kommende områdefornyelse bliver lagt op til endelig politisk godkendelse i byrådet til december. Godkendes planerne vil de blive til virkelighed igennem hele år 2024.
Indsatsen finansieres delvist af den statslige Landsbypulje 2021 og delvist af kommunen selv.