Mennesker med autisme og deres pårørende står ofte med mange spørgsmål. Ved PsykInfo arrangementet Spørg om autisme er der mulighed for at få svar hos et panel af mennesker, der har autisme inde på livet. Det afholdes torsdag den 2. februar på Holbæk Bibliotek.

Mange oplever, at det er svært at finde vej – til udredning, til forståelse, i lovgivning og systemer, når autisme viser sig at være baggrunden for følelsen af at være anderledes, eller når et barn opfører sig anderledes end sine jævnaldrende. Derfor står mennesker med autisme og deres pårørende ofte med mange spørgsmål.

Denne aften er der mulighed for at få svar hos et panel af mennesker, der enten har egne levede erfaringer med autisme, er pårørende eller har faglig viden om emnet.
Aftenens primære fokus vil være på håb og muligheder, fordi håb og viden om, at man kan leve et godt og tilfredsstillende liv med autisme, er vigtigt for at få det bedre.

Som publikum kan du være med til at definere aftenens spørgsmål. Når du tilmelder dig, får du nemlig tilsendt en bekræftelse med et telefonnummer, som du inden arrangementet kan sende en sms med dit spørgsmål til, ligesom der også vil være mulighed for at sende en mail. (Spørgsmål skal sendes senest den 23. januar). PsykInfo samler de indkomne spørgsmål og lader panelet svare på så mange, de kan nå på aftenen.

PRIS & TILMELDING:
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.
Tilmeld dig via PsykInfos hjemmeside:
www.regionsjaelland.dk/psykinfoarrangementer

TID & STED:
Dato: Torsdag den 2. februar 2023
Tid: Kl. 19.00-21.30

Sted: Holbæk Bibliotek, Nygade 9-13, 4300 Holbæk

Kilde

Foto: ADL