Miljøminister Magnus Heuincke skal sammen med Zoologisk Have sætte den udrydningstruede strandtudse ud i naturområde på Lolland
100 små springende strandtudser er klar til at flytte hjemmefra og komme ud i fri natur. Tudserne er opdrættet i ZOO’s avlscenter for padder og har nu vokset sig store nok til at kunne klare sig i det skønne, vilde naturområde i Høvænge Skov syd for Sakskøbing.
– “ZOO har projekter for truede dyrs overlevelse på seks kontinenter, men allerstoltest er vi faktisk af vores indsats for den danske biodiversitet. Sammen med vigtige samarbejdspartnere i form af virksomheder og private, kæmper vi for at få skabt bedre forhold for den danske biodiversitet og natur. Vi har drevet danske naturgenoprettelsesprojekter igennem 20 år, og har dermed samlet en masse erfaring, som vi gerne vil give videre. Vi er derfor rigtig glade for, at miljøministeren har lyst til at komme med os på vores vigtige mission”, siger zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen.
Der har oprindeligt været store bestande af strandtudser i kystnære områder i det meste Danmark, men de har været forsvundet fra store områder i mange år primært på grund at dræning og brug af pesticider.
Da padder som strandtudsens hud er som en stor slimhinde, optager den effektivt alt, hvad den kommer i kontakt med, hvilket gør den meget sårbar over for forurening. Nu har Lodsejer Erling A. Andersen gjort et kæmpestort arbejde med at reetablere naturen, så den igen er beboelig for den lille – ellers udryddelsestruede tudse, der har optimale levevilkår i områder hvor rene lavvandede damme tørrer ud i løbet af sommeren.
– “Vi står i en biodiversitetskrise. Hvis vi ser på alle jordens arter, så er op mod én million af dem i fare for at uddø. Herhjemme har naturen også brug for en hjælpende hånd. Derfor er jeg glad for at være med til at sætte de små, nye strandtudser ud på Lolland. Det er altid gode nyheder, når natur- og biodiversitetsprojekter lykkes, og ZOO’s arbejde med at opdrætte truede arter og genudsætte dem i den danske natur er et vigtigt bidrag til biodiversiteten”, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Det er fredag d. 25. august, Magnus Heunicke tager med ZOO på udflugt i biodiversitetens navn.
Fakta:
– De 100 små padder, der skal udsættes, er vokset fra æg i maj til 1,5 cm lang tudse i august. Voksne strandtudser bliver op til 8 cm i længden og kendes på en gul stribe langs ryggen.
-ZOO har siden 2001 kæmpet for danske padders overlevelse.
– indtil videre er 179.000 strandtudser opdrættet og udsat i mere end 40 forskellige nygravede/restaurerede vandhuller.
– ZOO er på nuværende tidspunkt involveret i ni forskellige padde-projekter i DK.
– Høvænge er et af de steder, hvor ZOO gennem en årrække har sat strandtudser ud – og nu ser man de første voksne individer, så der er håb for en fremtidig bæredygtig bestand. Det tager flere års fokuseret indsats i et område at få reetableret en sådan bestand.