Politirapporten
I fredags klokken 18.22 fik politiet en anmeldelse fra en årvågen borger, som havde set tre unge maskerede mænd komme ud fra en adresse på Norgesvej i Nykøbing F. Anmelderen syntes, det så noget mistænkeligt ud, og det var politiet sådan set enig i. Kort tid efter kørte en patrulje derfor til stedet, og her lagde betjentene mærke til tre store drenge, der svarede til signalementet. De blev alle tre anholdt og sigtet for indbrud. Det drejer sig om to 15-årige drenge og en på 16. Det viste sig, at den ene 15-årige havde noget hash på sig, som var pakket i små poser. Han blev derfor også sigtet for salg af euforiserende stoffer. Da den 16-årige blev visiteret, fandt betjentene en ulovlig kniv, og derfor fik han også en sigtelse efter knivloven.