Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen begyndte i 2020 først på dansk side, og i 2021 på tysk side. 

Byggeriet af tunnelfabrikken

Hovedentreprenøren FLC’s etablering af den store tunnelfabrik, der skal producere tunnelelementerne, er i fuld gang. Fabrikken vil bestå af i alt seks produktionslinjer fordelt over tre produktionshaller – A, B og C. – Produktionshal B er  stort set færdig. Den første produktion af tunnelelementer begyndte i 1. kvartal 2023. Hal A og C ventes færdiggjort i midten af 2023.

Produktionslinjerne bygges fra midten og ud, fordi det er i den midterste del støbningen foregår, og det er den teknisk mest komplekse.

Øst for fabrikslinjerne forberedes de store materialedepoter og siloer, hvor hovedparten af råmaterialerne til betonproduktionen bliver opbevaret. Sand, sten og grus bliver læsset af på de østlige kajanlæg og lagret i depotet. Siloerne og de tilhørende transportbånd forventes færdiggjort i 1. kvartal 2023.

Armeringsjern og andet stykgods bliver læsset af på den vestlige kaj og derfra transporteret på lastbiler.

Arbejdshavnen

Arbejdshavnen ud for fabrikken er nu taget i drift, og det gør det muligt at indskibe både råmaterialer og teknisk materiel direkte til byggepladsen. I øjeblikket modtager havnen et fragtskib cirka hver tredje dag. Havnen ventes først helt færdig i starten af 2023, hvor de permanente havnekontorer og teknisk udstyr er på plads.

Tunnelportalerne

Både på dansk og tysk side skal der etableres store portalbygninger, som forbinder landanlæggene med selve tunnelen. Første skridt var omfattende jordarbejde for at nå ned i kote minus 15, hvor de lavest liggende dele af tunnelportalen skal opføres. I begyndelsen af 2023 begynder støbningen af de første permanente dele af tunnelportalen. Byggeriet af portalen vil i sig selv beskæftige omkring 150-200 mand.

På den danske side skal der anlægges en stor hævning umiddelbart før nedkørslen til tunnelen. Denne 1 km lange, 100 meter bredde og 11 meter høje bakke vil give billister mulighed for at orientere sig og nyde udsigten umiddelbart før, de kører ned i tunnelen. Bakken spiller også en rolle i højvandssikringen af tunnelen.

FLC Village – tunnelbyen

I øjeblikket bor der omkring 750 medarbejdere i FLC Village. Det er primært udlændinge, men der er også enkelte danskere, som bor langt fra byggepladsen. De fleste er beton- og jernarbejdere. Når byen står helt færdig ultimo 2023 vil der være 1.300 boliger i området.

Arbejdet i Femern Bælt

Arbejdet til søs begyndte i juni 2020. Der er udlagt omkring 2 mio. tons norsk granit til at danne den nye kystlinje. Udgravningen og landopfyldningen foretages med op til 60 arbejdsfartøjer.

Udgravningen af tunnelrenden er i fuld gang og udføres med nogle af verdens største gravemaskiner. Størstedelen af arbejdet udføres i øjeblikket med den store sandsuger Vox Amalia. Målt på volumen er ca. 70 procent af arbejdet er udført ultimo 2022.

Byggepladsen i Puttgarden

Den tyske byggeplads vil være væsentlig mindre end den danske, men stadig udgøre en betydelig arbejdsplads.

På land anlægges der i øjeblikket robuste arbejdsveje, der skal forbinde byggepladsen. Ud for kysten er den tyske arbejdshavn godt på vej. De ydre diger er næsten færdige, og landopfyldning til kajanlæg er i gang.

Syd for byggepladsen er der etableret store jorddepoter til muldjord, der efter byggefasen lægges tilbage i området. Længere inde på land skal der etableres tre nye broer til lokale veje.

Du kan finde den overordnede tidsplan og de forskellige faser i byggeriet her.

Kilde: Femern

Foto: Femern A/S – Rødbyhavn April