Regionsrådsformand Heino Knudsen begynder 1. oktober 2024 som ny administrerende direktør i Dansk Håndbold. Der skal nu vælges en ny formand for regionsrådet. Partierne bag konstitueringsaftalen peger på Trine Birk Andersen som kandidat til posten.
Regionsrådsformand Heino Knudsen har i dag offentliggjort, at han har fået job som administrerende direktør i Dansk Håndbold og derfor stopper i politik. Det betyder, at der skal vælges ny formand for regionsrådet.
Beslutningen kommer konkret til at betyde, at der på regionsrådets møde den 24. september 2024 vil blive fremlagt en sag, hvor Heino Knudsen anmoder regionsrådet om at blive fritaget fra sit medlemskab af regionsrådet. Forudsat at regionsrådet imødekommer denne anmodning, skal der vælges en ny regionsrådsformand for resten af valgperioden.
Partierne bag konstitueringsaftalen af 17. november 2021 (Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre) er i den forbindelse enige om at pege på Trine Birk Andersen til posten som regionsrådsformand for resten af denne valgperiode. Partierne ønsker desuden af fortsætte den brede konstituering hvor også Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti deltager.
Heino Knudsen varetager sit hverv som regionsrådsformand frem til sagen behandles i regionsrådet den 24. september.
Kilde
.